Phu Quoc er ikke blevet ramt af masseturismen endnu. Men den vietnamesiske ø sydvest for fastlandet har et enormt potentiale som rejsemål, så det er nu, hvis man vil have en særpræget ø-oplevelse i Sydøstasien.

Efter to uger i Laos og tre uger med rygsæk ned gennem Vietnam blev vi enige om at holde jul på en ø. Valget faldt på Phu Qouc, som ligger sydvest for Mekongdeltaet og er Vietnams største ø. Vi befandt os i Saigon og var sent ude, så alle flyafgange var booket. Det betød seks timer i bus gennem Mekongdeltaet til Rach Gia, hvorfra der går båd til Phu Quoc. Busturen inkluderer tre kortere sejlture over deltaet med færge og giver en god fornemmelse af, hvor stor en rolle vand spiller for de menneske, der lever i det tæt befolkede område. Bustransport er billig i Vietnam – det er næsten umuligt at komme af med mere end 10$, uanset turens længde, og de fleste busser er af udmærket standard og med aircondition. Med lidt bedre planlægning er fly fra Saigon nok at foretrække, for sejlturen fra Rach Gia er bare noget der skal overstås. Man skal nemlig blive siddende på sin plads under hele overfarten, som varer ca. 2½ time.

Det skøre hotel
Vel ankommet til Phu Quoc tog vi en minibus til Thousand Stars Resort, som vi havde booket fra Saigon. Men man kan roligt tage af sted uden at bestille hotel på forhånd, selv i juleferien var der masser af ledige værelser rundt omkring. Båden fra Rach Gia er det til gengæld en god ide at sikre sig plads på i forvejen.
I vores guidebog var Thousand Stars Resort beskrevet som populært blandt vietnamesere og placeret i det prisleje vi eftersøgte, det vil sige mellem 15 og 30$ pr. nat for et tremandsværelse. Resortet ligger i den sydlige udkant af øens hotelområde, Long Beach, som strækker sig fra hovedbyen Doung Dong og ca. fem kilometer mod syd.
På vejen ned til resortet bliver man fulgt af betonheste i naturlig størrelse, stivnet i en galopbevægelse, og kigger man ud til siderne, gemmer forskellige dyrearter i beton sig mellem træerne og husene: tigre, aber, krokodiller, bøfler, geder, hunde osv. På den tilhørende strand har man sågar placeret en ca. tre meter høj havfrue i vandkanten og nogle springende delfiner, så det ender med en hel zoologisk have i beton.

Vietnamesiske gæster så vi til gengæld ikke meget til. Nogle sagde, at de stod op kl. 4.00 om morgenen – eller om natten om man vil – for at lave morgengymnastik. Til gengæld manglede der ikke personale, hotellet har formentlig flere ansatte end gæster. Men en tilsvarende serviceeffekt udeblev, da næsten ingen kunne gøre sig forståelige på engelsk. Adskillige gæster fik serveret forkerte retter i hotellets restaurant – steamed fish var blevet til deep fried og lignede mere kylling end fisk, ananas blev til den kvalme papaya osv. Så vi lærte hurtigt at holde os til de simple retter, hvor risikoen for misforståelser ikke var så stor. En aften, hvor fejlbestillingerne regnede ned over det trods alt beskedne antal gæster, fik det samlede personale en overhaling af en vietnamesisk kvinde, som nu boede i USA og var gæst på resortet sammen med sin amerikanske mand. Herefter blev der strammet op, og tjenerne spurgte to eller tre gange, hver gang en gæst bestilte en ret. Af og til blev en ekstra tjener med marginale engelskkundskaber sendt hen til bordet for at dobbelttjekke bestillingen. Grænsen mellem situationskomik og irritation blev finere end hårfin for flere gæster, og førte til, at der efterhånden kun var gæster i restauranten til morgenmaden. Den var inkluderet i prisen. Det var ærgerligt, for kokken lavede faktisk glimrende og billig mad. Men altså bare ikke altid lige dét, gæsterne havde bestilt.

Aftnerne blev sluttet af med en håndfuld gin og tonics i Bamboo Bar et par hundrede meter oppe ad stranden, hvor vi fik en liggestol hver og kunne sidde i strandkanten og glo på det 26 grader varme vand et par meter væk. Et fortrinligt sted at få en kæp i øret og betragte omgivelserne, som fik noget kulisseagtigt over sig, når månen kastede sit lys på palmerne, og alting blev til silhuetter.

Flyvende poesi
Lidt længere oppe ad stranden, lå en række resorts og nogenlunde velfungerende restauranter med fremragende mad. Juleaften faldt valget på Restaurant Eden, hvor vi nærmest sad med fødderne i vandet. Grillen bugnede af kæmperejer, de var virkelig store, hele blæksprutter, hummer og fisk i forskellige størrelser og farver.
Vi blev ved og ved, men med rigelige mængder alkohol inkluderet endte vores fremragende julemiddag alligevel kun på 37$ for tre fuldvoksne mænd. Det kan simpelthen ikke gøres meget dyrere på Phu Quoc.
Ved naborestauranten steg tynde papirsposer til vejrs ved hjælp af varmen fra et lys, som var fastgjort til bunden af hver pose med et let metalstativ. Den varme luft fra lyset fyldte efterhånden posen, som lydløst steg til vejrs. Først drev de lysende poser ud over vandet, hvor flammen fra lyset det første stykke blev spejlet i havoverfladen. Efter en kort tur ud over havet steg de lysende poser ind over land for at blive grebet af vinden længere oppe og ført ud over havet igen, hvor de bare steg og steg. Efterhånden som de kom højere op, og lyset blev svagere, var det svært at se forskel på lysposer og stjerner. Hvis man gav sig tid, og vi havde masser af tid, kunne man følge en pose helt fra opsætningen på stranden, indtil varmen fra lyset ikke længere var tilstrækkelig til at holde den svævende, og den blev forvandlet til et stjerneskud: lyset brændte stadig, og posen faldt hurtigt mod jorden og forsvandt.

Øen rundt på knallert
Med den rette indstilling kan man sagtens bruge en uge på at bade i det lumre vand, gå op i en liggestol og stege, bade igen, spise, bade, drikke, sove osv. Men Phu Quoc indbyder i den grad til knallerttur, og man skal bruge i hvert fald et par dage på to hjul. Mountainbike er en anden mulighed, men det er svært at finde gode cykler. Og en udmærket knallert koster maks. 10$ pr. dag på de fleste hoteller.
Vejene er af grus, men i fornuftig stand over det meste af øen. Og bortset fra hovedbyen Doung Dong er der næsten ingen trafik på øen. Skilte er der ikke mange af, og kort over øen er mærkværdigvis en sjældenhed, men det gør ikke så meget, for der er noget at se, uanset hvor man ender. Der er mindst to hovedruter på Phu Quoc: Fra Doung Dong tværs over øen og mod nord langs østkysten – og nordpå gennem Doung Dong og op ad vestkysten. Hver tur tager ca. seks timer inklusive de næsten uundgåelige omveje og blindgyder, man ender i undervejs på grund af den stort set fraværende skiltning.
På østkysten går vejen tæt på vandet, af og til afbrudt af forhindringer i form af udtørrede vandløb fra regntiden. Enten er der en lille bro over, eller også bare et par store brædder, og med lidt behændighed kommer man helskindet over uden at stå af knallerten.
På et tidspunkt omkring nordøstspidsen drejer vejen mod vest og ind mod midten af Phu Quoc. Denne del af øen er hovedsagelig tæt jungle og stærkt kuperet terræn. Men den udmærkede grusvej kører lige igennem. Her hørte vi den for første gang, den konstante hyletone inde fra junglen, som gik lige igennem hjelmen. Et ekstremt larmende insekt, som et jetfly, der står og varmer op, formentlig ligesom at have tinnitus i svær grad. En vedholdende metallisk lyd uden pause og uden variation. Jeg har aldrig fundet ud af, hvilket dyr den stammer fra, men det må være en slags cikade. Her så jeg også for første gang en abekat, vist nok en makak, i det fri, lunte rundt på kanten af vejen og junglen.
Begge ture er absolut en dag værd. Turen op langs østkysten er lidt mere rough og udfordrende på grund af vejens beskaffenhed. Men østkysten er lavvandet og ikke velegnet til badning. Vestkysten er nok lidt mere interessant og spektakulær – vi passerede små fiskerlejer op mod den nordvestlige del af øen, hvor fantastiske strande med krystalklart vand venter efter et par timers kørsel.

0 Kommentarer

Efterlad et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*

© 1999-2021 Backpacker Planet – mødestedet for backpackere.

Log ind med brugernavn & kodeord

eller    

Glemt dine oplysninger?

Create Account