Glædelig jul i Phnom Penh
 Jeg forsøger at strække mig dovent på sengen. Solens stråler fylder værelset med et fantastisk gyldent lys. Hele bygningen, der med sit bliktag virker som en solfanger, sitrer af varme. Jeg er blevet fuldstændig fanget af mit sølvgrå silkelagen, der fungerer som min dyne, men mere føles som et klamt svedvådt reb, jeg er blevet bundet med.
Mit hjerte banker unaturligt hurtigt, da kroppen forsøger at slippe af med varmen, og jeg opgiver at sove videre. Pludselig slår tanken mig, det er ikke en hvilken som helst dag, det er juleaftensdag. Julen, min klare yndlings helligdag, har sneget sig ind på mig, uden jeg har opdaget det. Midt i min glæde over at opdage julen, bliver jeg ramt af en følelse, jeg efterhånden kender så godt, at den ikke længere skræmmer mig.
Jeg er ikke klar over, hvor jeg er. Efter at have været på farten over et halvt år og have sovet i et utal af senge i et utal af forskellige hoteller sker det tit, at de første minutter, sikkert kun sekunder, om morgenen domineres af en tvivl og undren over, hvor jeg befinder mig. Stille og roligt kigger jeg mig omkring. Til venstre får øje på min kæreste, der stadig sover, til højre ser jeg døren med det stærke metalgitter foran, der straks fortæller mig, hvor jeg er.
Jeg er i Phnom Penh, Cambodjas hovedstad, og de fængselsagtige metaltremmer for døren minder konstant en om Cambodjas pressede sikkerhedssituation. I dag er der heldigvis ikke så stor brug for dem, som der var for bare få år siden. Pernille rører på sig, slår øjne op og alle tanker om bevæbnede natlige angreb forsvinder som dug for solen, da hun med et lille smil mumler et glædelig jul.
Efter en hurtigt morgenmad finder jeg min nissehue frem. Jeg var så heldig, at jeg på et marked i Vietnam blandt tusinder af andre mærkelige ting fandt en nissehue. Hvordan skulle man kunne holde jul i stegende hede uden sne eller familie, hvis det ikke lige var for nissehuen. Vi har store planer for dagen, så der er ingen tid at spilde. Det er kun anden gang, jeg holder jul væk fra familien, men jeg har besluttet at lave det til en tradition at tage billeder og sende dem hjem. Så iført min nissehue posere jeg foran forskellige af Phnom Penhs vidundere.
Vi finder nationalmuseet, banegården, templer og andre smukke bygninger. Et billede får os til at stoppe op og grine lidt af os selv. Titlen på billedet kunne have været 'Nikolaj holder jul på en asfalteret vej'. Efter lidt tid i Phnom Penh er der mange ting, der er vendt på hovedet. Sådan er det også med gaderne. Lige da vi ankom, lagde vi mærke til de mange gader, der enten slet ikke er asfalterede, men blot en gullig stenet grusvej, eller hvor asfalten er så ødelagt, at alle ville ønske, den slet ikke var der.
Efter et par uger i Cambodja tænker jeg ikke længere over de veje, der ikke er i orden, men kigger altid en ekstra gang, når vejen har en glat sort kørebane af noget så fantastisk som asfalt. Da Phnom Penh i alt har fire rigtigt asfalterede gader, syntes jeg bestemt, det må gælde under kategorien vidundere. Jeg er dog ikke sikker på, at familien derhjemme vil forstå, hvorfor det er så fantastisk at stå midt på en vej iført nissehue, asfalt eller ej.
Da vi i vores jagt på julebilleder ender i Wat Ounalom, et tempel i nærheden af det kongelige palads, sidder der pludselig en munk inde i skyggen og smågriner, mens han peger på min pudsige hovedbeklædning. Han er en ung mand, midt i tyverne, kun iført munkenes traditionelle karrygule lagen, bare fødder, kronraget og med en livlighed og glæde spillende i sine mandelformede, mørkebrune øjne. Han inviterer os ind i skyggen af nysgerrighed over min røde hue. Jeg giver mig ud i en længere forklaring af julen. Ideen med at det er Jesus' fødselsdag, forstår han udemærket, for han fejrer også Buddhas fødselsdag.
Jeg fortæller, at vi normal mødes med vores familier for at danse, synge, spise god mad og bare hygge os, men at vi i år er meget langt væk fra vores familie. Han har været i dette kloster i flere år, og kun meget sjældent kan han skaffe penge til at komme hjem til sin familie, der bor i en lille landsby i den nordlige del af landet, så savnet kender han kun alt for godt.
Det er derfor godt, mener han, at vi er kommet forbi, for så kan vi savne vores familier sammen. Da jeg fortæller ham, a |
