For os der rejser som backpackere virker rejseformen som den bedste på jorden, men det er der mange der ikke mener. Her er 10 grunde til at fravælge backpacking – og hvorfor grundene ikke holder.

Jeg har kigget på nogle af de grunde, som jeg hører om at folk ikke backpacker, og vil bagefter prøve at vise, at de er forkerte.

Artiklen kan både læses af dig, der er ung og overvejer den første backpackertur – og dig på 40, der overvejer at tage afsted på en 3 måneders backpackertur med familien (eller alene) – og til dig på 65, der vil fejre pensionen med en rejse jorden rundt.

TIL ALLE BACKPACKERE

Det kræver for meget planlægning
Hvis man er vant til at tage på charterture, så kan det virke skræmmende at tage på en backpackertur, hvor man selv skal arrangere overnatning, transport og oplevelser.
I realiteten er det slet ikke så svært. Hvis man starter på nogle af de populære backpackerrejsemål, så er det faktisk rigtigt nemt at backpacke. Der er masser af muligheder for at købe udflugter lokalt og flybilletter og hoteller kan nemt bookes forud på nettet.
Læs min artikel om ikke at blive snydt

Jeg kan ikke undvære mine venner / familie
At tage på en længere rejse betyder selvfølgelig, at man ikke får set sine venner og familie i lang tid. Og det er en reel bekymring for mange – man kan jo også blive ensom, hvis man rejser alene.
Sociale medier, Skype og e-mail har gjort dette forbehold meget nemmere at klare. Pas på at Facebook ikke blive en tidsrøver på ferien, når det er sagt kan det også være fantastisk til at holde kontakten med vennerne (som i øvrigt ofte ville ønske, at det var dem der var ude at rejse).

Jeg/vi har ikke råd
Manglende penge til turen er selvfølgelig et helt reelt problem for mange. Hvis man ikke kan få hverdagen til at hænge sammen, så er er backpackertur ikke det første man lige tænker på.
Mit bedste råd er at spare op. Nogle vil kunne spare op på nogle måneder, og for nogle vil det tage år at spare sammen til backpackerrejsen. Men det er det hele værd.
Læs min artikel om opsparing her.

Det er ikke sikkert
Det er faktisk rigtigt nok, at det ikke er sikkert at backpacke. Men det er i realiteten farligt, at begive sig uden for din dør, og ja – så sker de fleste ulykker faktisk i hjemmet.
Selvfølgelig skal man vise agtpågivenhed når man rejser rundt, og man skal altid tilpasse sig til det sted, at man er. Men gør man dette, så er det ikke mere farligt at backpacke end det er at blive hjemme.
Tjek bloggen A world of backpacking, der er skrevet af Tine, som rejser alene som backpacker.

TIL DEN UNGE BACKPACKER

Det er vigtigere at få en uddannelse først
Politikerne har travlt med at fortælle om, hvor vigtigt det er, at få en uddannelse hurtigt. Allerhelst skal du fortsætte direkte fra folkeskolen, gennem en ungdomsuddannelse og videre til universitetet, hvor du skal afslutte en en kandidat – HELT UDEN STOP – PYH!.
På denne måde kommer du til at gå i “skole” ihvertfald 15 år i træk. Er det godt for dig? – det tror jeg ikke. Er det godt for samfundet – det mener politikerne, men det tror jeg heller ikke.

Vores nuværende justitsminister Søren Pind var for et par år siden med i “Mads og monopolet”, hvor han blev spurgt af en ung pige, om hun skulle læse videre med det samme eller udskyde det i et år for at blive skiinstruktør i Alperne i stedet. Han sagde, at selvfølgelig skulle hun tage oplevelserne i Alperne – og i øvrigt brugte han selv og Lars Løkke meget længere tid på deres studier end nomineret, blandt andet fordi de sørgede for at feste og have det sjovt.
Læs hele min artikel om at rejse, når man er ung her.

Der ser skidt ud på mit CV med et fjumreår
Jeg tror, at dette er en myte. Jeg er selv chef og har været med til flere ansættelser. At man har rejst rundt i verden i et år er bestemt ikke en ulempe, hvis man skal ansættes hos mig. Jeg har talt med flere chefer i mit netværk, og de er alle enige i, at en jordomrejse ikke skader, men tværtimod gavner, når man skal søge job.
Selvfølgelig vil der være chefer, der mener det modsatte. Men jeg tror, at et år med en jordomrejse i langt de fleste tilfælde vil være en fordel.
Og hvem har i øvrigt opfundet udtrykket fjumreår – det er fordærdeligt nedladende og uden forståelse for nogen, der tilvælger fede oplevelser.

TIL DEN LIDT ÆLDRE BACKPACKER (Bla. mig selv)

Det er kun sjovt, når man er ung
Hvis du har besluttet dig for, at livet er slut, når du er fyldt 40, så er dette måske sandt. Men læser du denne artikel – så er det ikke dig!
Du har stadig mod på livet og vil opleve noget – og har du børn vil du gerne give dem oplevelser for livet.

Jeg har selv rejst som backpacker i mere end 20 år og elsker stadigvæk den frie rejseform over alle andre rejseformer. Er det det samme, som da jeg var i 20erne – nej. Er det stadig lige så godt – JA, men bare på en anden måde. Tjek i øvrigt Facebook gruppen for Globetrotterfamilier,

Jeg har for travlt på arbejdet
At have for travlt på arbejdet er på ingen måde en undskyldning for ikke at tage afsted som backpacker. Hvis du føler, at du ikke har tid eller overskud til ferie, så SKAL du tage afsted.
Rejsen/ferien skal gerne være den tid, hvor du slapper af, samler energi og nyder livet – så kan du vende tilbage til arbejdet med fornyet energi, og gøre dit arbejde endnu bedre end før du tog afsted.

Jeg kan ikke få fri på arbejdet
Jeg hører dette ofte, når man fravælger at backpacke, og det er ofte fulgt af argumentet “Det er jo ikke rigtig backpacking, hvis man ikke er væk flere måneder i træk”. Det er noget vrøvl.
Jeg har for eksempel valgt at prioritere min karriere, og derfor rejser jeg aldrig i mere end 4-5 uger ad gangen. Men jeg rejser stadig som backpacker.
Mange jeg kender har andre jobs end mig, og kan derfor godt tage orlov fra jobbet i længere perioder. Pas på med at afvise ting før du har tjekket dine muligheder.

Jeg kan ikke tage børnene ud af skolen
Dette er et problem, som jeg sagtens kan forstå, selvom jeg ikke selv har børn. Men jeg tror igen, at man skal tænke over, hvad samfundet siger og hvad man selv mener.
Tager man orlov og rejser væk i flere måneder skal man selvfølgelig sørge for selv at kunne undervise sine børn og koordinere dette med skolen.
Rejser man væk i kortere tid, og bare skal tage børnene ud af skolen nogle få uger ekstra, så overvej nøje om de oplevelser de får på rejsen ikke giver større læring end det de mister i skolen.

Hvis du har været i tvivl om du skulle tage på en backpackerrejse eller ej, så håber jeg at denne artikel har hjulpet med at tage beslutningen om at komme afsted.

Er der noget du er i tvivl om, så er der altid hjælp at hente i vores forum, hvor du kan stille spørgsmål til andre backpackere.

4 Kommentarer
  1. Kenneth Karl Nielsen
    Tine 3 år siden

    Jeg er helt enig! Der er mange som misunder mig eller kommer med dårlige undskyldninger for ikke at rejse, men er det noget man drømmer om, så må man lave det til en prioritet 🙂 Jeg er studerende, men har alligevel fundet pengene til at rejse til både USA, Asien og Oceanien mens jeg har studeret, så det er ikke helt umuligt 😉 Men man behøver jo heller ikke rejse om på den anden side af jorden for at backpacke. Der er da masser af fede lande i Europa! 🙂

    Selvfølgelig er det noget andet at backepacke når man bliver ældre og jeg kan da godt forstå at man ikke lige har lyst til at bo på sovesal. Men det er jo også muligt at finde billige hoteller, guesthouses osv 🙂

  2. Kenneth Karl Nielsen
    Mads & Camilla 3 år siden

    Vi er helt enige i, at dårlige undskyldninger er der nok af! Alt kan lade sig gøre, og når man først er afsted på sin rejse, så finder man hurtigt ud af hvordan det fungerer både med transport, overnatning og hvordan man kommer ud og opleve verden uden besvær. Det handler om at tage skridtet, og se hvor man ender! 🙂

  3. Kenneth Karl Nielsen
    Martin 3 år siden

    God artikel med mange gode grunde til at rejse.
    Startede selv som backpacker med en rejse på 10 måneder og siden mange mindre rejser indtil for et par år siden, hvor jeg besluttede mig for at rejse anderledes og mere frit. Det blev til en 28 måneders cykle tur gennem 23 lande og 34000km. Her fandt jeg en frihed udenlige. Måske efter 20 års backpacking det er tid til noget nyt?

  4. Kenneth Karl Nielsen
    Eva Andersen 3 år siden

    Backpackede en del som ung, købte en ny ryksæk,,da jeg fyldte 54…
    Har mødt mange, der har positivt misundelige på mig, fordi jeg “tør” at sige nejtak til løn i fx 3 måneder for at tage til NZ. Og siden har jeg hart orlov flere gange…..
    Og så er der “hva’ nu hvis…”, som reelt næsten aldrig opstår….
    Afsted….verden venter, men gør livet? De andre ved ikke, hvad de går glip af…

Efterlad et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*

KONTAKT OS

Vi er her ikke lige. Men du kan sende os en email og vi skriver tilbage til dig inden for 2 arbejdsdage.

Sender

© 1999 Backpacker Planet – mødestedet for rygsæksrejsende.

Log ind med brugernavn & kodeord

eller    

Glemt dine oplysninger?

Create Account