En af de små fornøjelser, som jeg altid glæder mig til på mine rejser, er at gå til barberen og blive barberet.

Helt generelt et det fantastisk at blive barberet hos en barber, men når man har prøvet det nogle gange, begynder man også at sætte pris på de små forskelle og ligheder ved barberingerne, og så giver det nogen oplevelser, som man aldrig glemmer.

Her er nogle af de mere specielle barberinger, jeg har oplevet forskellige steder i verden:

Med rigtig kniv i Yogyakarta (Indonesien)
Allerede på min første store rejse rundt i Asien oplevede jeg flere dejlige barberinger, så da jeg så en barbersalon i Yogyakarta, skyndte jeg mig straks derind. Barberen var stor, tyk og lunefuld, og jeg følte mig rigtigt godt tilpas. Det var dog kun indtil, han fandt sin barberkniv frem, i mod sætning til alle tidligere (og senere) barberinger jeg havde oplevet, brugte han ikke et almindeligt barberblad. I stedet for brugte han en, efter min mening, kæmpe stor kniv, som han sleb til lejligheden. Jeg lå HELT stille under barberingen og var vildt bange. Frygten var naturligvis ubegrundet – barberen kunne sit fag, og jeg fik igen en glimrende barbering.

Den unge barber (Thailand)
Efter at have vandret rundt i kvarteret i og omkring Khao San Road i Bangkok fik jeg øje på en barberstol, hvor barberens cirka 12 årige datter stod og ventede. Jeg gik derover og spurgte, hvornår barberen kom tilbage. Hun forstod ikke et ord engelsk, men bad mig vente i stolen. Strakt efter begyndte hun at rode med barberbladene, og før jeg vidste det, var hun i gang med barberingen. Jeg var frygteligt nervøs, for hun kunne jo ikke have personlige erfaringer med barbering, men min frygt var helt ubegrundet, og jeg fik en dejlig barbering.

Katastrofe i Vejle
Til min store glæde blev der åbnet en barber i Vejle, og som opvarmning til en rejse i Indonesien besluttede jeg mig for at få en barbering, som det sidste inden jeg steg på toget mod København og den videre flyvning. Jeg tog tidligt fri for at have god tid og tog efter aftale ned til barberen, som spurgte om hans elev måtte barbere mig. Det var naturligvis ok, for hvor galt kunne det gå, tænkte jeg.
Men det gik HELT galt! Det virkede som om, eleven aldrig havde foretaget en barbering før, og ret hurtigt skar han mig flere gange både på kinderne og på hagen; jeg blev ekstremt sur.
Barberen sagde 1000 gange undskyld, men jeg måtte selv færdiggøre barberingen med en éngangsskraber. Jeg så alligevel forfærdelig ud, og da jeg mødtes med min kone på toget, blev hun helt forskrækket over skrammerne i mit ansigtet, da hun så mig.

Under træ i Old Delhi (Indien)
Efter en anstrengende rundrejse i Indien ville jeg gerne forkæle mig selv lidt til sidst, og jeg vandrede rundt i Old Delhi på jagt efter en barbersalon, men kunne ikke finde nogen. På vejen tilbage til mit hostel kom jeg forbi et stort træ, og under træet sad en mand og blev barberet.
“Hvorfor ikke?!” tænkte jeg, og jeg var næste mand i stolen. Alle de omkringstående indere grinede. Jeg tror ikke, det var hverdag for dem, at der sad en turist i denne interimistiske barbersalon. Jeg grinede med, og det var rigtig hyggeligt. Barberingen var også helt i orden, så jeg valgte den helt rigtige barbersalon.

Superbarbering i Aswan (Egypten)
Den hidtil bedste barbering, jeg nogensinde har fået, fik jeg i den syd-egyptiske by Aswan. På vej ned af den store markedsgade, så jeg en gammel, hvidhåret barber sidde udenfor sin salon og nyde livet. Bare synet af den ældre mand gav mig en hvis ro, så jeg besluttede mig straks for at høre, om han ville barbere mig. Det ville han naturligvis meget gerne, og det blev en fantastisk oplevelse. Jeg følte mig som en skulptur i Michelangelos hænder, for jeg blev her barberet af en mand, der nærmest havde gjort sit håndværk til en slags kunstform.
Det et svært at forklare, hvorfor denne barbering var så fantastisk, men kommer du gående på gågaden i Aswan og ser en rigtig gammel, hvidhåret mand sidde udenfor sin barbersalon, så gør dig selv den tjeneste at prøve en barbering hos ham.

Foruden ovenstående barberinger er jeg blevet barberet utallige gange i ovenstående lande, men også i andre arabiske, sydeuropæiske og asiatiske lande. Prisen for en barbering er oftest meget overkommelig, og det eneste meget vigtige råd er, at du skal være SIKKER på, at barberen bruger en nyt blad, eller at hans knive er klinisk rene – ellers kan det blive en træls og uhygiejnisk oplevelse. Jeg har dog aldrig oplevet andet.

Modelfoto fra ozgurdonmaz iStockPhotos.com

0 Kommentarer

Efterlad et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*

KONTAKT OS

Vi er her ikke lige. Men du kan sende os en email og vi skriver tilbage til dig inden for 2 arbejdsdage.

Sender

© 1999 Backpacker Planet – mødestedet for rygsæksrejsende.

eller

Log ind med brugernavn & kodeord

eller    

Glemt dine oplysninger?

eller

Create Account