Det var i 2013 og vi var taget på ferie på Kreta i Grækenland. Vi havde valgt at bo på den sydlige side af øen, nær byen Chora Sfakion.

Det jeg vil fortælle om er et lille eventyr vi havde en dag, hvor vi havde besluttet at køre en tur op til Anopoli i vores lejede bil.

Afsted om morgenen

Egentlig, havde vi ikke planlagt at skulle noget den dag. Ferier skal ikke være alt for planlagte, efter min smag. Vi snakkede lidt om, hvad vi syntes dagen skulle byde på og på et stort kort over egnen hvor vi boede, udpegede vi en by, Anopoli, som vi tænkte kunne være spændende at køre til.

60 minutter senere sad vi i bilen, klar til dagens eventyr. Vi havde ingen ide om hvad dagen ville byde os, og regnede nok bare med et mindre eventyr. En af den slags eventyr, en ny by i et andet land, kan give. Dagen skulle dog vise sig, at bringe et lidt anderledes eventyr.

Ankommer til Anopoli

Vi ankom til Anopoli, som var en lille by og hurtig oplevet. Da vi ingen andre planer havde, og eventyr er ofte bedst når de er uplanlagte, besluttede vi os for at køre videre op af en lille sidevej. Vejen viste sig at være utrolig charmerende, og det var skønt at se det autentiske Kreta, frem for turistområderne, hvor blege turister står i kø for at bruge penge på ubrugeligt bras.

Langs vejen kunne vi høre den stille musik fra klokkerne, der bimlede omkring halsen på de mange dovne geder der gik frit omkring. Solen bagte, og vinden bragte duften af varme, geder og græs.

En mand ved vejen

Pludselig ser vi en mand, der står og laver fakter ved vejen, vi kører ind til siden for at høre hvad han vil os. Han kan ikke meget engelsk og vi kan intet græsk, men med armbevægelser og imødekommenhed fik vi kommunikeret os igennem.

Manden ville gerne have et lift, og han blev inviteret ind i bilen, hvor vores dreng blev noget stille over at blive siddende nabo til en fremmed mand, klædt i sort og duftende af krydderier og gedemælk.

Vi fortsatte turen med vores gamle, sortklædte gæst i bilen, og prøvede undervejs at kommunikere med ham. Men som ensporede danskere, var det for os et lille græsk eventyr, for grækeren, var det almindelig praksis at få et lift ud til de mere øde byer i bjergene.

Pludselig stod verden stille

Efter at have kørt i en lille times tid befandt vi os pludselig ved en bro over en meget dyb kløft. Broen var af jern, men selve underlaget som vi skulle køre på var af træbjælker. Træbjælker – kunne den holde? Jeg tror vi alle var temmelig nervøse – lige med undtagelse af grækeren, som virkede uanfægtet af situationen.

Træbjælkerne larmede som tordenvejr da vi kørte over den og under os zoomede der sig en kløft så dyb at jeg, der normalt er ret kold over for højder, sank en ekstra gang.

Vi var netop kørt over Aradena kløften.

Her står grækeren af som vi vinker farvel til .

Den forladte by

Da vi var kommet os over chokket over broen over den dybe kløft besluttede vi os for at gå en tur i området. Det fortrød vi ikke.

Området vi var nået til viste sig at være en forladt by – Aradena. Aradena stammer fra den romerske, byzantinske og venetianske periode. Området er stort og fyldt med forladte huse og ruiner og omgærdet af en fornemmelse af forladthed og mystik.

Byen ligger i bjergene i en skøn, græsk natur, hvor du konstant kan høre gedernes klokker og lugte at der har været geder hvorend du går. Helt forladt er byen ikke 🙂

Et andet sted i byen der heller ikke virkede helt forladt, var det lille byzantinske kapel. Kapellet virkede intakt, og uden at vide det med sikkerhed, vil jeg tro at det stadig er i brug.

Hjemturen

Vi brugte et par timer i den forladte by. Det var dog ikke helt uden et sug i maven at vi skulle tilbage igen, for vi skulle over den samme bro vi var ankommet fra.

Tilsyneladende var vi ikke de eneste, der havde det lidt svært med broen, for på parkeringspladsen holdt der en flok motorcyklister og de virkede bestemt heller ikke begejstret for turen hen over den træbelagte bro over den dybe kløft.

Som du jo sikkert kan regne ud, så overlevede vi turen over broen og resten af turen hjem gik helt uden overraskelser.

Eventyr er der altid, når blot vi beslutter os for at være åben og søgende… store som små så står denne dag i det græske stadig klart i vores erindring.

1 Kommentar
  1. Peter Vejrum Terp
    helle lauritzen 3 år siden

    skønt at hører om nogle nye oplevelser.
    Vi er selv kommet på Kreta gennem 15 år,og også oplevet en del.
    Dem får I senere.

Efterlad et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*

KONTAKT OS

Vi er her ikke lige. Men du kan sende os en email og vi skriver tilbage til dig inden for 2 arbejdsdage.

Sender

© 1999 Backpacker Planet – mødestedet for rygsæksrejsende.

eller

Log ind med brugernavn & kodeord

eller    

Glemt dine oplysninger?

eller

Create Account