Jeg kan selv gode lide at have nogle dage i de enkelte nationalparker. Jeg kan godt lide at komme ud af bilen og vandre nogle ture og se naturen tæt på på denne måde. Jeg synes ikke at man fx oplever Grand Canyon ordentligt, hvis man bare er der en dag, og kigger udover kanten. Jeg synes at når man rejser så langt, så fortjener man en vandretur ned til bunden etc. Hvis man har flere dage der, er chancerne større for at man oplever en skyfri solnedgang med de flotte, røde farver det nu engang byder på.
Når jeg selv planlægger ture tager jeg ca tre dage per sted, og så flytter jeg mig. Så til min smag er Jeres tur relativt omfattende og jeg ville nok vælge at skære noget fra. Jeg går ud fra at I har 3-4 uger.
Mht pris afhænger det af hvordan I overnatter. Det billigste er at købe et telt og overnatte i parkerne. Så har man også naturen meget tæt på, og det koster sjældent mere end 20 dollars for en campingplads, hvor der kan sove 6 mennesker. Det er også hyggeligt med bål og der er tit underholdning (ranger talks). Motellerne er billige – ude på landet får man et værelse for 40 dollars, men det er selvfølgelig dyrere i de større byer og i de mest populære nationalparker. Bestil i god tid de populære steder som fx Grand Canyon.
Jeg har en del turberetninger fra USA liggende på http://www.outsite.org
og der er billeder fra mine tre ture i USA i 2008 her:
http://www.flickr.com/photos/camillabacher/sets/
Spørg gerne hvis du har mere konkrete spørgsmål.