Las Vegas er en sjov, syret oplevelse. Du skal selvfølgelig have tid til at slente op og ned af “The strip”, byens hovedstrøg, og kigge på mennesker og bygninger. Alle de fede biler, som langsomt promenerer forbi – måske selv leje en Ferrari for en time? Flere af hotellerne har underlige forlystelser som fx The Stratosphere, hvor du kan prøve sådan et rædselstårn ala tivolis, bare ovenpå toppen af et 1xx meter højt tårn. Du skal selvfølgelig ind i casinoerne og kigge – selvom du ikke spiller, er det en underlig oplevelse. Der er shows foran nogle af hotellerne fx sørøvershow foran “Treasure Island” hotellet og dansende springvand foran Bellagio hotellet. Det er let at få tiden til at gå – og du kan handle i de mange, eksklusive butikker og købe tøj og parfume. Alene det at se de forskellige temabaserede hoteller på the Strip er et par timer værd. Derudover er der altid mange spændende shows, men der må du undersøge hvad der kører pt. Men der er altid nogle spændende illusionsshows, koncerter, boksekampe etc. 2 dage er passende.
Nationalparkerne er den største oplevelse. Jeg går ud fra, at I kører rundt om Grand Canyon og foruden den, stopper ved Zion og Bryce og Lake Powell. Jeg har skrevet en række artikler om disse parker som kan læses på
http://outsite.org
omend udgangspunktet for parkerne i større grad er friluftsliv, er der også andre gode oplysninger at finde. Brug søgefunktionen på Outsite og søg på parkernes navne. Du er velkommen til at stille flere spørgsmål.