Forskning i rygsæksrejsende: Hvem er de disse backpackers?, hvorfor rejser de?, hvad søger de?, og hvad oplever de?
Anders Sørensen er uddannet etnograf og tilhører selv arten af rygsæksrejsende. Han er ansat ved Bornholms Forskningscenter, hvor han forsker i turisme. Ifølge Anders Sørensen vil mange rygsæksrejsende tørt konstatere, at det jo ikke kommer dem ved. Men Anders Sørensens pointe er, at rygsæksrejsende er turister i lige så høj grad som masseturisterne, der tager afsted en uge eller to. Argumentet for dette er, at vi (de rygsæksrejsende) ligesom masseturisterne tager afsted for fornøjelsens og nysgerrighedens skyld. Mange gemmer sig bag udsagn som: “jeg skal ud og udforske verden og nå ind under overfladen på andre kulturer”. Det er dog ikke det, de rygsæksrejsende gør, når de er afsted, de gør stort set ligesom masseturisterne, tager videre, når stedet eller menneskene begynder at kede dem.
Hvem er de?
Tidligere blev rygsæksrejsende karakteriseret ved, at de var ikke-fungerende unge, der var på flugt fra velfærdssamfundet. I dag er det velfungerende mennesker, der har valgt at stå af for en stund for senere at vende tilbage til deres plads i velfærdssamfundet. De har taget orlov fra velfærdssamfundet. Ifølge Anders Sørensen er rygsæksturisme et udpræget vestligt middelklassefænomen, de rygsæksrejsende er i gennemsnit mellem 25 og 35 år og tilhører den bedst uddannede fjerdedel af jordens befolkning. Danskere, der rejser ud, er ofte lidt yngre, mange rejser før de går i gang med en længerevarende uddannelse. Det, at de rygsæksrejsende siger et og gør noget andet, når de tager ud for at erobre verden, er ifølge Anders Sørensen en del af den vestlige kultur, og han mener, det er helt legitimt. Det er netop dette fænomen rygsæksturismen ofte har fået mange stryg for, de unge blev afkrævet svar på, hvilke indsigter de erhverver sig om de folkeslag, de opsøger, de kritiseres for at være naive og tro, at de kommer virkelig tæt på, men det gør de slet ikke, det eneste de gør er at camouflere fornøjelsen bag seriøsitet. Anders Sørensen siger, at kritikken til dels er berettiget, og at der er grund til at ønske at rygsæksturismen kunne komme mere overens med dens egentlige indhold. Men hovedårsagen til misforholdet mellem det, de rygsæksrejsende siger og gør, findes et helt andet sted – nemlig i de samfundslag de rejsende kommer fra. De fleste rejsende kommer fra vestens middelklasse, hvor normen er, at skal man være uproduktiv, skal man have gjort sig fortjent til det. Og ikke alene skal man have gjort sig fortjent til det, det skal også have et formål. Det er helt i orden at tage på afslapningsferie for at lade batterierne op til at kunne producere noget igen, men ikke i længere tid af gangen, så skal der være et dybereliggende formål med det. Den legitimering finder man ved opsætte et mål for ens rejse – at lære noget. Hvis man lærer noget, mens man rejser, så er man ikke uproduktiv, og den forklaring er legitim i vores del af verden. Ifølge Anders Sørensen er legitimeringen ikke en bortforklaring eller undskyldning, men en del af en kulturel kode, som vi ikke tænker over, når vi følger den. Derfor er det ikke ’tilladt’ for de rygsæksrejsende, at sige at de skal have det sjovt og opleve en masse spændende i et halvt år.
Oplevelserne
Som nævnt siger de rygsæksrejsende, at de skal ud og lære om andre kulturer og fordybe sig, men det bliver det ikke til. Ifølge Anders Sørensen kunne de unge sagtens lege amatør-etnografer, hvis de ville, de kunne blot udse sig et sted, der ikke er nævnt i guidebøgerne, og bliver der indtil, de keder sig og så blive der en måned mere!! Men det gør og vil de unge ikke, de rejser videre fra sted til sted så snart, der ikke er mere at se eller opleve, de kan karakteriseres som en zapperkultur, der zapper videre fra sted til sted.
Når rygsæksrejsende rejser rundt i verden, vil mange af dem gerne karakteriseres ved, at de rejser væk fra de steder, hvor masseturisterne kommer, de fleste rygsæksrejsende har erkendt, at der ikke rigtig er flere ‘ikke opdagede’ steder tilbage, men de y
