Vinder af artikelkonkurrence

Så har jeg gjort det, det helt utænkelige – og jeg er stadig i live, selv om det føles som om, jeg er kommet i himlen.

Kære Mor og Far
Så har jeg gjort det, det helt utænkelige – og jeg er stadig i live, selv om det føles som om, jeg er kommet i himlen.

Som jeg sagde hjemmefra, ville jeg ikke. Vi var ude og stå på en rampe og se ned. Jeg kunne allerede mærke min mave hoppe op og ned, min hjerne skreg: “Nej Nej, du gør det ikke, hvis du gør det, afskæ-rer jeg al videre forbindelse til dit legeme. “Rolig, rolig” sagde jeg til min hjerne, så dum er jeg heller ikke. Jeg er ikke rejst over på den anden side af jorden for at lege med mit liv. Så tog vi videre til Queenstown på New Zealand, det var jo her det hele begyndte, og vi boede hos en, der havde været med til at starte bungy jump dillen. Uha vi blev hånet, fordi vi ikke turde. Men jeg stod fast og erkendte blankt, at jeg er en rigtig dansk bangebuks. Håneriet stod på i et par dage, så Marianne og jeg tog endnu engang ud for at se andre springe.

Min hjerne arbejdede igen på højtryk og kom med den logiske løsning, at jeg jo bare kunne fotografere en, der havde lyst hår og hang med hovedet ned ad, og fortælle hele verden, at det var mig. Fin ide, det er sjældent, men til tider kan jeg være ret smart. Problemet var bare, at ni ud at ti der sprang de afskye-lige 43 meter ned var japanere, og det var begrænset, hvor mange af dem, der havde affarvet deres sorte lokker. Desværre – dum ide.

Efter vi havde kigget i et par timer, begyndte Marianne og jeg at overbevise hinanden om, at så farligt så det jo heller ikke ud. Der var ikke sket nogen dødsfald, mens vi havde stået der. Det var da positivt. Vi begyndte langsomt at overveje, om vi skulle spille russisk rulette med vores liv – måske, eventuelt, det var en mulighed – men ikke i dag. Begge vores hjerne tog over, og vi tog derfra uden yderligere overvejelser.

Efter hjemkomsten havde vores øverste etager arbejdet på højtryk hele dagen, og der blev nu lukket af resten af dagen. Det gav Marianne og mig mulighed for igen at diskutere muligheden. Når alle de jappere kan, så kan vi sgu også, det var vores bedste argument, og mens der var lukket af på øverste etage, blev vores beslutninger taget. Vi ville gøre det.
Op tidligt næste dag inden vores logiske venner ovenpå nåede at vågne, ned i byen og betale for et forsøg hver, det var jo ikke så smart at betale for flere forsøg, sæt nu det gik galt første gang. Tænk hvor mange penge vi ville gå glip af så! Det var helt tydeligt, at det stadig var først på dagen med den slags argumenter.

Efter vi havde betalt, var der ingen vej tilbage. Der var en bustur på femten minutter ud til selve stedet, og på vej derud vågnede øverste etage. Der gik lige et par minutter, inden min hjerne egentlig opdage-de, hvad det var, jeg havde gang i. Og den begyndte selvfølgelig straks at skabe sig: “Fjols, idiot, vil du aldrig se din familie igen, nej, nej”, det værst var, at den allierede sig med min mave, der begyndte at hoppe op og ned, jeg fik kvalme og kunne mærke morgenmaden køre op og ned i halsen. Jeg sank som en gal og forsøgte at ignorere det, der skete. Pengene var jo betalt, og jeg var ikke just millionær.

Da vi ankom, skulle vi også vejes – puha det var ikke sjovt, de skrev oveni købet ens vægt på hånden af en, så alle omkring stående kunne se det. Det var en krænkelse af mit privatliv, som jeg gav min hjerne ordre på at hidse sig op over i stedet for det netop forestående spring

Marianne og jeg hakkede om, hvem der skulle springe først. Jeg tabte eller vandt retten til første spring. “Okay” sagde jeg til min hjerne og mave, der stadig forsøgt at tale mig fra mit livs dumhed. “Jeg er nødt til at gøre det, ellers gør Marianne det heller ikke”, og det kan jeg ikke være bekendt overfor hende. Den måtte min hjerne lige tygge lidt på sammen med min mave, der tyggede lidt på morgenma-den, så jeg fik to minutters fred.

Jeg gik langsomt ud på broen mod det sted, det hele skulle foregå, mens jeg vinkede farvel til Marianne og bad hende om at hilse min familie.

0 Kommentarer

Efterlad et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*

KONTAKT OS

Vi er her ikke lige. Men du kan sende os en email og vi skriver tilbage til dig inden for 2 arbejdsdage.

Sender

© 1999 Backpacker Planet – mødestedet for rygsæksrejsende.

Log ind med brugernavn & kodeord

eller    

Glemt dine oplysninger?

Create Account