Vi krydsede Mekong ved Chiang Khong i det nordøstlige Thailand og gik i land på Laossiden i Ban Houayxay. På vej over floden kan man se støvet fra grusvejene og røgen fra bålene i Laos blandet med varmedis, som ikke vil lette fra det bjergrige terræn.

Stemningen skifter, lige så snart man får laotisk grund under fødderne: Thailand er organiseret, asfalteret og elektrificeret. Laos er høns og hunde på gaden, børn i floden og røg i køkkenet.

Chikane
Efter en overnatning i grænsebyen Ban Houayxay fortsatte vi mod Luang Namtha, en tur på ca. seks timer med bus. Vi besluttede at lægge komfortabelt ud med en såkaldt vip-bus, et andet ord for en overfyldt ni personers Toyota Hi Ace. Men efter kort tids kørsel blev bussen alligevel standset af det lokale politi, som stod og ventede ved vejkanten med deres knallert 45. Chaufføren havde tilsyneladende problemer med en tilladelse til at transportere turister i den landsdel, hvor vi befandt os, og en af de lokale buschauffører havde sladret til politiet. Det lugtede af chikane, men vi blev enige om at blande os uden om, og efter en times forhandlinger og en pengeoverførsel kørte vi videre.
Det var første gang vi oplevede, at tid ikke spiller den store rolle i Laos.

Op i bjergene
Omsider nåede vi til Luang Namtha, vores første rigtige mål i Laos. Byen er opkaldt efter Namtha-floden, som løber igennem Luang Namtha, og en del af provinsen, som også hedder Luang Namtha. Provinsen dækker det nordvestlige hjørne af Laos og grænser op til Burma mod nordvest og Kina mod nord. Området er tyndt befolket, og landskabet består af uendelige rækker af skovklædte bjerge og dybe floddale med rismarker.

Luang Namtha ligger smukt i en dal med udsigt til høje bjerge hele vejen rundt, og lige uden for byen breder rismarkerne sig langs floden og vandingskanalerne.
Byen fungerer fint som base. Der er rigeligt med guesthouses til meget rimelige priser, og maden er god og billig. Selve byen er lidt westernagtig, men med et laotisk touch. Den består af en hovedgade med guesthouses, restauranter, nogle turistkontorer og et par butikker. Og så nogle tværgående grusveje med beboelse af varierende kvalitet og en flod med lidt mere beboelse langs bredden. Ved floden kan man være heldig at se børn, som dykker efter fisk og krebs og efterfølgende
griller fangsten over et lille bål på bredden. Men det er ikke for byens skyld, man skal besøge Luang Namtha. Man skal ud på landet, og det er ikke særlig langt.

Vi valgte at udforske området på mountainbike, og for at undgå at hænge på en gruppe, lejede vi vores egne cykler og kørte ud i det blå. Det koster ca. 10$ pr. dag for en billig model fra kendte mærker som Giant og Trek, men cyklerne er velholdte og fungerer nogenlunde tilfredsstillende.
Luang Namtha tilbyder mountainbiking på alle niveauer. Grusvejene er i fornuftig stand, og der er ruter med skrappe stigninger, men også flade strækninger med masser at se på. Vi fulgte en grusvej ud af byen, som startede blødt, men endte i nogle benhårde stigninger, som krævede vilje at forcere. Men belønningen ventede på toppen af et lille pas, hvor vi stod af cyklerne og spiste vores medbragte sandwich. Her oppe stod jungleklædte bjerge nærmest i kø, så langt øjet rakte i varmedisen. Og kiggede man ned, strakte grønne rismarker sig ud i hele dalens længde. Bortset fra et par trehjulede blandinger af landbrugsmaskiner og traktorer med ladet fyldt af vinkende laoter, som kom den modsatte vej over passet, var der fuldstændig stille. Det er det Laos kan: de store naturoplevelser, og ingen til at forstyrre.

Efter en hæsblæsende nedkørsel fandt vi en smal sti, som førte ind i junglen, og nogle kilometer senere stod vi ved en lille landsby omkranset af rismarker og bløde grønne bakker. Luang Namtha provinsen er hjemsted for 39 forskellige etniske grupper, hvoraf mange er stammefolk. Deres landsbyer ligger spredt i området – de fleste er tilgængelige, men nogle stammer ønsker ikke besøg og skal nok sørge for at vise det, hvis man skulle være i tvivl.

Offentlig transport
Efter nogle dage i Luang Namtha fortsatte vi med bus mod nordøst til Muang Khoa. Offentlig transport i Laos er et kapitel for sig, og man må regne med, at bussen skal repareres undervejs. For det meste er chaufførerne kompetente mekanikere, men denne gang blev vi hentet af en helt anden bus ca. halvvejs. Busserne er altid proppede, fortrinsvis med laoter, fordi det er den billigste måde at blive transporteret på.
Jeg hører til dem, der mener, at transport er et onde, som helst skal overstås på den hurtigst mulige måde, men i Laos sker der så meget under transport, at man glemmer strabadserne og lader transporten blive en oplevelse i sig selv. I hvert fald når den er kommet lidt på afstand. Under alle omstændigheder er det sundt en gang i mellem at læne sig tilbage og lade tingene tage den tid, de tager. Om ikke andet kan man bruge den på at undre sig over, hvor lidt den tilsyneladende betyder i Laos.

Busturen til Muang Khoa er et must. De sidste timer går langs en brusende flod med høje grønne bjerge på begge sider og igennem små landsbyer, hvor husdyr ofte ligger og sover midt på vejen. Byen er en lille flække i ca. 500 meters højde ved Nam Ou floden, som er den vigtigste vandvej i det nordlige Laos. Det er køligt om aftenen og et af de få steder i Laos, hvor lange bukser og en sweater giver nogen som helst mening.

Jeg havde stærkt på fornemmelsen, at de høns og kyllinger, som løb rundt i de åbne kloaker, var hovedingrediensen i aftensmaden. Først en skræppen og lidt larm i køkkenet og så chop-lyden af noget tungt, som kappede hovedet af fuglen. 10 minutter senere var der serveret. Men maden smagte nu udmærket. Fra hotellets restaurant med udsigt over floden hørte vi en aften en hund hyle for livet på den anden side af floden – kort efter hang kræet på et spyd over åben ild.

Højere op
Området omkring Muang Khoa er ideelt til trekking af den mere krævende slags. Selv om det kan være fristende at tage af sted på egen hånd, er den bedste løsning at hyre en guide og sørge for, at han ikke slæber hele byen med. Jo større gruppen er, desto større er risikoen for. at det ender i fotosafari. På vores guesthouse fandt vi en glimrende guide, som var tillidsvækkende og virkede stedkendt. Han var født i området og kendte flere landsbyer og deres indbyggere oppe i bjergene. Turen begyndte ved ottetiden om morgenen med ca. 30 km i Sangtao, en lille pick-up ombygget til passagertransport med sæder og tag på ladet. Bilen stoppede, og vi fulgte guiden ind i buskadset, hvor en lille stejl sti kom til syne. Her stødte vi på et par unge piger fra den stamme, vi skulle op til, som småfnisende fulgte os et stykke på vej, nogle gange foran, nogle gange bag vores femmandsgruppe. Men pludselig skiftede pigerne helt ubesværet gear, og satte os på en af de skrappe stigninger. Næste gang, vi så dem, var i landsbyen et par timer senere.

Vi lagde ikke rigtig mærke til, hvor højt vi var kommet op, fordi der var tæt buskads på begge sider af vores sti, men pludselig dukkede landsbyen op på en ryddet skråning med udsigt til endnu højere bjerge og dybe dale. Der var vilde julestjerner over det hele, og de røde blade skabte en nærmest syntetisk kontrast til alt det grønne i omgivelserne. Vi blev budt velkommen af en slags høvding for nogle landsbyer i området, en fyr på omkring 40 år i cowboybukser, bomuldsskjorte og kasket. Han var blevet valgt som høvding efter faderen, som også var til stede. Og moderen, som i den grad var til stede og hundsede med alle, unge som gamle, og stillede sig an til fotografering.
Hun var helt klar over, hvordan digitalfotografering fungerer, og hvis hun ikke var tilfreds med billedet, bad hun fotografen fortsætte, indtil hun kunne godkende resultatet.
Guiden havde sørget for en simpel, men glimrende frokost til os, som blev indtaget i høvdingens hus sammen med hans familie. En procentdel af prisen for turen gik til landsbyens fælleskasse, og guiden skulle også aflevere en andel til de lokale myndigheder, som blander sig i alt, hvad der har med penge at gøre.
<

0 Kommentarer

Efterlad et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*

KONTAKT OS

Vi er her ikke lige. Men du kan sende os en email og vi skriver tilbage til dig inden for 2 arbejdsdage.

Sender

© 1999 Backpacker Planet – mødestedet for rygsæksrejsende.

Log ind med brugernavn & kodeord

eller    

Glemt dine oplysninger?

Create Account