Wrauuumm!!…endnu en bil kører forbi, og jeg er tilbage til virkeligheden. Solen bager ned fra en skyfri himmel, temperaturen har for længst rundet de tredive grader og hundrede af biler har de sidste to timer passeret mig på Trans Canada Highway.

Det er åbenbart en af de dage, hvor jeg bliver nødt til at hive alle de positive oplevelser frem, som jeg har haft ved at blafre fra Alaska til Prince George i Canada.

Allermest som jeg er ved at opgive at komme videre, sker det…en rusten Chevy pick-up truck fra 1969 holder ind. Jeg hanker op i min rygsæk og smider mit “hjem” op på ladet af denne klassiker af en bil – jeg bemærker dog, at der allerede ligger et par cowboystøvler og nogle kunstige kohorn, som jeg undrer mig lidt over. I bagruden hænger en lasso, og jeg hører den sagte lyd af countrymusik fra førerhuset. Da jeg springer op i førerhuset, sidder jeg ved siden af en vaskeægte cowboy med cowboyhat og et bæltespænde, der leder tankerne hen på et Mogens Palle boksestævne.

Jeg trykker hans næve, og introducerer mig sig selv som “Kasper from Denmark”, og jeg finder snart ud af, at min chauffør hedder Sam, og er endnu en farverig person. Han er vokset op på en 1000hektar stor ranch og har stort set kunne ride, før han kunne gå. Han deltager i rodeo konkurrencer, som vi andre spiller fodbold i weekenden.

Bæltespændet viser sig at være en førstepræmie i disciplinen “fang en ko med lasso fra hest, for derefter at binde dens ben sammen”. Som tilskuer bør man holde et vågent øje, da hele seancen er overstået på bare seks sekunder!

Sam er på vej hjem til kæresten efter at have overstået et månedslangt lang kursus i at guide. Han har et job på hånden hos en 71 år gammel outfitter, der de sidste 40 år har levet af at spore bjørne for trofæ-jægere, og Sam glæder sig til at høre alle historierne og lære alt, inden den gamle jæger går på pension.

Sam har også en uddannelse i skovbrug og har bl.a.studeret i New Zealand, hvor han blandt andet har arbejdet for bedre rettigheder til maorierne, New Zealands oprindelige folk. Jeg fortæller ham om Culture Adventures planer for fremtiden, og inden jeg igen står på landevejen, har vi udvekslet adresser – hvem ved, måske krydses vores veje igen en dag.
Sam er bare en af alle de fantastiske mennesker, jeg har mødt den sidste måneds tid. Faktisk var det slet ikke meningen, at jeg ville blafre fra Alaska og ned gennem Canada, men den oplevelse, det har været, at møde lokalbefolkningen, gæstfriheden, de mange spændende livshistorier og farverige beretninger fra de områder, jeg har rejst igennem, har simpelthen gjort, at jeg gang på gang har stillet mig ud til landevejen, på trods af regn og til tider lange ventetider.

Kigger jeg tilbage på den sidste måned, har folkene, jeg har mødt undervejs, nok været rejsens, indtil videre, største oplevelse. Gang på gang overraskes jeg af den gæstfrihed, jeg møder overalt, hvor jeg kommer frem, og jeg vil aldrig glemme Gary og Sara, der lod mig overnatte i deres hjem, Bernie der fik ondt af mig, efter at have set mig stå på landevejen i to dage, for derefter at køre mig 400km til Vancouver og gi´ mig aftensmad, Melinda der havde mødt sin nye mand på Internettet, en svensker fra Gøteborg, der udover at være model, også er racerkører, Haukns, en indianer der, på trods af at have mistet alt inklusiv konen, så lyst på fremtiden og som viste mig sin hjemby, Pat en ældre dame, i hvis bil jeg glemte min pung, for derefter at modtage den med posten tre uger senere, Matt der er brandmand i Anchorage, og som inviterede mig til at bo hos hans familie og alle de andre, som vil være for omfattende at nævne her, men for hvem jeg vil være evig taknemlig, for at have bidraget på hver deres måde, til at min tur gennem Alaska og Canada har været en ubeskrivelig oplevelse.

Et uventet stop i Whitehorse
Efter at have tilbragt tre uger i Alaska var tiden inden til at forsætte mod mit mål, Santiago i Chile. Jeg var efter tre uger nået tilbage til mit udgangspunkt Anchorage, og havde altså ikke tilbagelagt en eneste kilometer, men de næste dages rejse til Whitehorse i Canada, vil bringe mig et godt stykke nærmere mit mål.

0 Kommentarer

Efterlad et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*

KONTAKT OS

Vi er her ikke lige. Men du kan sende os en email og vi skriver tilbage til dig inden for 2 arbejdsdage.

Sender

© 1999 Backpacker Planet – mødestedet for rygsæksrejsende.

Log ind med brugernavn & kodeord

eller    

Glemt dine oplysninger?

Create Account