Der skulle ligge et forladt og forfaldent kasino fra franskmændenes tid i junglen i det sydlige Cambodja. Det var alt, hvad vi vidste på forhånd. Men det viste sig at være en hel by, Bokor Hill Station, og at den lå på toppen af et bjerg i 1000 meters højde.

Franskmændene byggede stedet i 1920’erne, så kolonimagten havde et sted at trække sig tilbage fra heden. I dag ligger byen som en tom kulisse fra en ikke så fjern, men turbulent fortid. Bygningerne er smadrede og tømt – der er kun arkitekturen? tilbage.

Knallert er nummer et
Vi kom fra Vietnam til Cambodja på knallert. Der er ingen busser ved grænsen, så da vi var blevet overbevist om, at 70 km på knallert var eneste mulighed, steg vi på og lod vores chauffører køre os til Cambodja. Kontrasten til det hektiske Vietnam, hvor der er mennesker overalt, var enorm, og præcis hvad vi havde brug for på det tidspunkt. Vi vidste det bare først, da vi sad bag på hver vores knallert og rullede ind i Cambodja med store smil. Rismarkerne bredte sig til alle sider, der var kun spredt bebyggelse og langt mellem landsbyerne. Her var køer på vejene og bøfler og grisebasser i rismarkerne. Her var luft igen.

Dagens endemål hed Kampot, en søvnig provinsby i den sydlige del af Cambodja, og efter ca. tre timer blev vi sat af ved Kampot Guesthouse, et glimrende sted med god mad og tilbagelænet stemning. Hvad vi ikke vidste var, at vi var kommet til den helt rigtige by. Kasinoet ligger ca. 40 km. syd for Kampot. Men hvilke 40 km.

Toyota Camry er nummer to
Næste morgen fik vi hyret en Toyota Camry fra midtfirserne med chauffør til at køre os op på bjerget for 15$ pr. person. Det skulle vise sig ikke at være en helt almindelig Toyota Camry – et kig på undervognen afslørede, at chaufføren havde øget frihøjden betragteligt til terrænkørsel. Og det havde han brug for. Efter 7-8 kilometer på fin asfalt gik det opad mod Bokor Hill Station. Underlaget skiftede først til grus, men kort efter til noget, der mindede om et udtørret flodleje med store kratere og masser af løse sten i forskellige størrelser kombineret med sporadiske asfaltklumper fra franskmændenes tid. Denne miserable vej fortsatte de næste ca. 30 km., men intet kunne holde vores chauffør tilbage. Han gav Camry’en fuld hane, og alt hvad der kom i vejen blev overhalet på den smalle bjergvej. Selv de største firehjulstrukne pick-ups med en flok turister på ladet. Der er ingen tvivl om, at vores chauffør kunne mærke, at vi var med på den, selv om vi raslede rundt i kabinen og fik et meget konkret forhold til tyngdekraften.

Efter et par timer var vi fremme ved Bokor. På grund af den strategiske placering på en bjergtop har byen flere gange lagt scene til militære træfninger, senest i 1979, hvor byen for alvor blev ødelagt, da vietnameserne invaderede Cambodja og drev Khmer Rouge og Pol Pot ud af landet. Allerede i 1942, da japanerne invaderede Indokina, måtte franskmændene rømme Bokor første gang. Og endnu en gang i slutningen af 40’erne, da vietnamesiske Viet Minh-styrker angreb i et forsøg på endegyldigt at fordrive de tilbagevendte franskmænd fra Indokina. Efter franskmændene trak sig helt ud af området i 1953, blev stedet overladt til sig selv, og forfaldet accelererede. Fakta om den mellemliggende periode er lidt uklare, men Khmer Rouge indtog byen i 1972 og blev der, indtil vietnameserne smed dem ud i 1979. Der har dog været guerillaaktivitet i området til et godt stykke op i 90’erne.

Spøgelseshuset
Kasinoet – eller Bokor Palace, som det hedder – er spektakulært placeret helt ude ved kanten af bjerget og kan ses på lang afstand. Når man står foran indgangen til den imposante bygning, ligner det et spøgelseshus – alle vinduer er smadret, og en rød, nærmest orange svamp vokser på de gråsorte mure og ligner blod, som er sprøjtet ud over facaden. Og hvor der engang var vinduer, er der nu nogle mørke firkanter i ydermurene. Man går op ad hovedtrappen, og det første, der møder en, er et firkantet hul i væggen ind til et lille rum, som engang må have huset receptionen. Herefter kommer man ind i selve kasinosalen, som fylder den centrale del af stueetagen. Resten af bygningen blev brugt som hotel. Der er stadigvæk spor af maling på væggene, men godt blandet op med svamp og mos i alle regnbuens farver. På begge sider af kasinosalen er der ramponerede gange med lysindfald fra den ene side og en række værelser til den anden. På gulvet ligger der nedfaldne murbrokker fra loft og vægge. På første sal er der flere værelser, men også en stor sydvendt balkon oven på den del af salen, som stikker ud på bagsiden af bygningen. Anden sal er primært trappetårn og så en balkon til hver side i hele etagens længde, og til sidst tagterrassen på toppen af trappetårnet.

Ligesom alle andre bygninger i Bokor står kasinoet tilbage uden interiør, vinduer eller døre. I nogle af bygningerne giver det en helt speciel rumlig fornemmelse – men i kasinoet er det blandet med uhygge på grund af de mange mørke rum og vinkler. Visse steder er der en nærmest gotisk stemning. Dracula kunne sagtens føle sig hjemme her.

Fra kasinoets balkoner kan man se resten af byen, og fra de øverste balkoner også noget længere ud over Den Thailandske Golf, men for at få det hele med, skal man begive sig de ca. 100 meter fra bygningens bagindgang og hen til kanten af bjerget, som byen er bygget på. Det næsten lodrette fald på 1000 meter ned over tæt jungle må være et af de mest spektakulære syn i denne del af verden.

Ved foden af bjerget bliver junglen til rismarker, og lidt længere væk ligger kystlinjen og Den Thailandske Golf. Ude i varmedisen ligger Phu Quoc, den vietnamesiske ø, vi lige var kommet fra. Det er en fuldstændig fantastisk udsigt, som intet fotografi vil kunne yde retfærdighed, og der er helt stille, bortset fra lidt junglelyde fra det uigennemtrængelige buskads, som dækker hele bjergsiden – og så en smule susen fra vinden.

Kigger man mod nord fra kasinoet, ser man et markant vandtårn. Tårnet er en helt simpel konstruktion – fire betonben og så en beholder på toppen i ca. 30 meters højde, som ligner en UFO. I en lavning på plateauet ligger endnu et ramponeret hotel med en lille sø foran. Taget mangler på det meste af første etage, og inde i hotellet får man en helt speciel fornemmelse af rum, fordi der kun er vægge og lys og skygge tilbage. Det er som at gå rundt i en enorm kulisse. Og dertil den røde svamp på alle vægge, formentlig fordi det fosser ind overalt i regntiden.

Mod vest ligger byens kirke og spredte villaer, nogle i funkisstil, andre ubestemmelige på grund af det fremskredne forfald. Der er også tilgroede rester af et posthus og flere restauranter gemt i landskabet, men kasinoet og hotellet er absolut byens highlights. Der er endnu ganske få turister i Bokor, og de ramponerede, mennesketomme bygninger gør historien nærværende på en helt anden måde end andre historiske sights, som er blevet transformeret af menneskemasserne. Men eftersom bygningerne er tømt for alt materielt indhold, er der ingen reference til noget konkret. Det er beskuerens forestillingsevne, som fylder de tomme rum med scenarier.
Det er en markant anderledes oplevelse end f.eks. templerne ved Angkhor Wat, Cambodjas største turistattraktion.

Sidste nyt i følge travelblogs på nettet er, at Bokor Hill Station er spærret af i to år for at blive renoveret og få bedre tilkørselsforhold. At føre bygningerne tilbage til, hvad de var engang, giver ikke meget mening. Så ender stedet som resort igen. En ny vej? Tja, måske, men jeg vil til enhver tid foretrække rysteturen på to og en halv time med vores chauffør i en specialbygget Toyota Camry med hornet i bund og en urolig fod på speederen.

0 Kommentarer

Efterlad et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*

KONTAKT OS

Vi er her ikke lige. Men du kan sende os en email og vi skriver tilbage til dig inden for 2 arbejdsdage.

Sender

© 1999 Backpacker Planet – mødestedet for rygsæksrejsende.

Log ind med brugernavn & kodeord

eller    

Glemt dine oplysninger?

Create Account