Rigtigt mange backpackers rejser til Sydøstasien uden at kende de mest simple lokale regler for god opførsel. Her kan du læse, hvad du skal gøre, og ikke mindst hvad du IKKE skal gøre.

Hilsen

Kys eller omfavnelse som hilsen på offentlige steder er fornærmende eller direkte ydmygende for lokale. Du bør i stedet for sætte dine håndflader sammen med fingrene opad og nik eventuelt også med hovedet. Jo højere hænderne kommer op, desto højere respekt viser du. Et almindeligt hello eller hi er også fint, og nogle steder et håndtryk. Det er ALTID en god idé at lære en hilsen på det lokale sprog.

Om at vise følelser offentligt

Vis generelt ikke store følelser offentligt. Kys og kærtegn kan chokere og virke pinligt for de lokale. Lad nu også være med at gå i for udfordrende tøj. Et lille kram, en arm under din kærestes arm (sådan: “arm i arm”) eller et håndtryk er derimod den rigtige vej frem – nogle steder går et diskret kys også an. Følger du disse retningslinjer, undgår du uønsket opmærksomhed, og du gør ikke andre forlegne.

Om dine fødder og dit hoved

Specielt i de buddhistiske lande, men også mange andre steder i Asien, anses hovedet som rent og vigtigt for sjælen. Fødderne går derimod på jorden, og hvad der er på den, og de er dermed beskidte.
Rør aldrig ved asiaterne hoveder. Hold dine fødder nede fra møbler, peg ikke med dine fødder, hold dem altid på jorden og/eller med fodsålerne nedad eller i det mindste væk fra andre mennesker, hellige bygninger, statuer og alt andet. Og hæv aldrig dine fødder til andres hovedhøjde. Det er såmænd ikke så svært, som det kan lyde.
Vis respekt – er du i tvivl, så følg de lokales eksempel.

Om at råbe

Sydøstasien er et område med ro og tålmodighed, og det gavner dig ikke at ødelægge det.
Undgå derfor at hæve stemmen overfor asiaterne (også selvom du står overfor den stædige taxachauffør eller den gamle, gnavne dame, der sælger T-shirts). Selv et råb efter venner eller efter en taxa vil flere steder blive betragtet som uhøfligt.

Din fremtræden

Personlig hygiejne og renlighed er værdsatte værdier. Tag et dagligt bad, gå i rent tøj – så undgår du at blive grinet af.

På besøg i private hjem

Tag altid en gave med, hvis du bliver inviteret på besøg i et privat hjem. Spørg andre lokale, om hvad det skal være.
Stil dine sko udenfor indgangen til huset.
Hold dit hoved i samme højde eller lavere end dine værter / andre gæster – så virker du mest høflig.

I et buddhistisk tempel

Buddhisme er en udbredt religion i store dele af Sydøstasien, og religion er meget vigtig for den lokale befolkning.
På besøg i et tempel bør du aldrig gå i shorts eller ærmeløse bluser (det gælder for både mænd og kvinder). Kvinder bør også undgå korte nederdele, hot pants og andet tøj, som kan virke udfordrende. Du kan eventuelt altid have en sarong i din taske (også som mand!), som du kan vikle om livet og derved dække dine ben.
Du må godt have sko på, mens du går rundt imellem templerne i et tempelområde, men tag dem altid af, når du går ind i et tempel!

Inde i templerne skal du også vise respekt:

  • Gå stille og roligt rundt
  • Vend ikke ryggen til Buddha-statuerne og peg aldrig dine fødder mod dem
  • Nedgrader ikke Buddha statuerne ved for eksempel at læne dig op af dem eller gøre noget lignende
  • Hold dit hoved lavere end eventuelle munkes

Specielt for kvinder

Buddhistiske munke må ikke røre ved kvinder eller modtage noget direkte fra kvinder. Hvis en kvinde vil give noget til en munk, skal hun give det til en mand, der derefter giver det videre. Kvinder må heller ikke sidde ved siden af munke i busser eller stå ved siden af munkens sæde.

Lidt forskelligt

Spørg altid, om du må tage billeder af folk.
Hold dig fra narkotika – det er utroligt dumt både at tage det og også at blive taget i at tage det, og så er straffen meget hård.
Smid ikke papir og andet affald på gaden, selvom de lokale måske gør det.
Lær nogle ord på det lokale sprog.
Giv ikke penge til tiggende børn – det opfordrer dem til at droppe skolen og tigge endnu mere.

Sådan støtter du de lokale

Køb souvenirs på markeder eller i de landsbyer, hvor genstandende laves – køb dem ikke i turistbutikkerne (her går pengene ofte til bagmænd, og ikke til de lokale).
Køb dagligdagsting udenfor turistområderne – her er de meget billigere.
Køb overnatning direkte på stedet, så er du sikker på, at alle pengene går til ejerne.
Køb mad på gaden og på markeder – her er maden billigere og ofte bedre end på restauranter.

Sidst men ikke mindst:SMIL og du vil modtage 1000 smil igen – Sydøstasien er et af de venligste steder at besøge i hele verden

Artiklen er en opdatering af en tidligere artikel skrevet i 2008.

2 Kommentarer
  1. Karen 11 år siden

    Super indlæg! Du burde lave et, der dækker ‘worldwide’. Danskere er rimelig laid back, når de rejser, og jeg har altid undret mig over de mænd, som render rundt med bar mave midt i en by – nogen spiser endda på restaurant iført shorts og ølvom. Det ville de aldrig gøre herhjemme!

  2. Volontärresa 7 år siden

    Bra tips och råd! Med tanke på att “face-value” är viktigt i Asien kan det också vara svårt att veta när man gör fel, så att ha koll på lokala seder och bruk kan spara mycket huvudvärk och problem med den lokala kulturen 🙂

Efterlad et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*

© 1999-2021 Backpacker Planet – mødestedet for backpackere.

Log ind med brugernavn & kodeord

eller    

Glemt dine oplysninger?

Create Account