Har vi backpackere glemt alt om de klassiske backpacker-dyder, og er vi blevet til en horde af festhungrende aber, der kun tænker på os selv?

Dette er der mange, der mener, at vi er. Men jeg mener, at sagen er meget mere kompleks.

Først lidt historie om de klassiske backpacker-dyder
Det var 60’ernes og 70’ernes hippier, der grundlagde begrebet backpacking i deres søgen på en anden verden end den vestlige.
Indien, Nepal og Sydøstasien var også populære destinationer dengang. Datidens backpackere havde få penge, så de levede meget billigt. Der var ingen turistfaciliteter som fx internetcaféer og restauranter, så de snakkede meget med de lokale indbyggere. De rejste langsomt og i lang tid, og de rejste ud, hvor ingen eller få backpackere havde rejst før.
Og det er netop disse værdier, som backpacking bygger på i dag:

* Rejs med åbent sind og med lyst til at opleve noget nyt
* Rejs i lang tid
* Rejs billigt
* Rejs uden en fast plan
* Rejs, hvor igen har rejst før
* Vær fri og uden bindinger
* Vis respekt for de lokale og tal med de lokale

Mange vil mene, at vi backpackere har ændret os meget gennem tiden, og at der i dag INTET er tilbage af de ovenstående værdier og den rejsemåde, som de første backpackere rejste på.
Har vi, nutidens backpackere, helt glemt disse værdier? Er vi i virkeligheden ikke blevet som dette:

* Vi har ikke et åbent sind, for os er rejsen bare en lang fest
* Vi pålægger de lokale mere af vores kultur, end vi lærer af dem
* Vi møder alligevel kun andre vestlige backpackere, som vi drikker os fulde sammen med
* Vi følger alle de samme ruter fra Lonely Planet
* Vi bruger masser af penge undervejs, da vi ikke har respekt for penge og for folk, som ikke har dem
* Vi rejser kun i kort tid ad gangen

Der er nok noget om sagen, men …
Man skal være naiv for at nægte, at for rigtig mange af os, der rejser afsted med rygsækken, er rejsen blevet til noget i retning af det, som alle kritikerne siger. Jeg har ofte selv krummet tæer over andre backpackeres opførsel. At rejse rundt i verden er for mange blevet en lang fest.

Jeg har selv festet igennem fra Nepal til Cook-øerne. Jeg har gentagne gang rejst de samme ruter som 1000-vis af andre backpackere, og i dag rejser jeg “kun” 2-5 uger ad gangen. Jeg har brugt for mange penge, og jeg må flovt indrømme, at jeg enkelte gange har følt mig overlegen i forhold til de lokale.

MEN jeg har også været på besøg og talt om livet med munke i Cambodia, diskuteret forskelle i vores liv med elefantpassere i junglen, er blevet vist rundt i en ukendt indisk industriby af en lokal revisor, fejret fødselsdag med lokal vin i Moldova og meget, meget mere.

Mine mange rejser har gjort mig til et helt andet menneske, end jeg var tidligere. Et menneske, der nu kan sætte den vestlige verden i perspektiv, som har en bredere og dybere forståelse for forskellige kulturer og som har lært utroligt meget om mig selv. Jeg mener, at en stor del af ovenstående er kommet, fordi jeg altid rejser som backpacker.

Jeg forsøger at være tro mod de klassiske værdier
Selvom jeg på min første rygsæksrejse og på senere rejser har syndet adskillige gange, forsøger jeg stadig at være tro mod backpackingens oprindelige værdier, og det føler jeg faktisk, at rigtigt mange backpackere gør.

Jeg syntes, at det er unødvendigt og upassende at sammenligne backpackere af i dag med de backpackere, der drog afsted for 50 år siden; tiderne har ændret sig, og det har backpackerne selvfølgelig også.

Jeg har intet imod engang imellem at skeje ud, drikke mig fuld – ja, at være menneskelig. Men mon ikke nogle af de gamle hippier også var skyldige i lignende synder.

For mig er det helt essentielle ved en backpacker, at personen rejser med åbent sind og respekterer indbyggerne, hvor han/hun kommer frem. Alt andet er af mindre betydning. Og det forsøger jeg at holde fast i.

Fremtiden for backpacking
Internettet findes i dag overalt, Lonely Planets guidebøger kan findes overalt, og begge fænomener har gjort det lettere at komme frem og lettere at rejse. De muligheder, mener jeg, man skal favne i stedet for at skælde ud på dem – det er blevet lettere at se hele verden, og det er godt.

Med den større tilgængelighed og med lave flypriser har flere og flere opdaget det fantastiske ved at arrangere sine rejser selv, og dermed har backpacking udviklet sig.
Efter min mening har “backpacker”-begrebet forgrenet sig, så det nu indeholder flere forskellige typer af “packere”, der har følgende tilfælles: Alle rejser individuelt og elsker denne frihed, men som hver har deres værdier og måder at rejse på, og gør det uanset destination eller intention stolt med deres rygsæk på ryggen.

Og disse “packere” er:

Flashpackere/Poshpackere – Rejsende, som IKKE har har fokus på at rejse billigt.
Partypackere – De rejsende, hvor fest er i centrum, når de rejser rundt.
Glampackere – Rejsende med stil, hvor der er plads til stiletter og kjole i rygsækken.
Citypackere – Rejsende, der bevarer den individuelle rejseform til deres storbyferier. Ofte kortere ferier.
Klassiske Backpackere – Dem, der forsøger at leve op til de gamle backpacker-værdier, og her ser jeg mig selv.

Personligt synes jeg, at det er en fin udvikling for backpackere. Der er mange flere, der kan kommer ud at rejse individuelt, end der var tidligere, og dét er da uanset hvad ganske fantastisk.

Hvad er din mening om at være backpacker i dag?

– Findes backpacking stadig?
– Hvilken type backpacker er du?
– Har du andet at tilføje til debatten, som vi har glemt at nævne?

Foto (c) Torben Linnemann af Torben og mig selv på backpackertur i 1994

4 Kommentarer
  1. Kenneth Karl Nielsen
    Torben Linnemann Nielsen 7 år siden

    Av det gjorde helt ondt at læse den artikel.

    Der er ingen tvivl om at begrebet backpacker har ændret sig idag. Men jeg tror lidt at de gamle “idialer” for backpacking altid har været lidt flydende. Der har altid været nogle der holder sig til områder hvor der er mange fester, der har altid været nogle der har gerne vil rejse efter Lonley Planet og ikke ønsker at våge sig uden for kortet.

    Jeg ser det mere som om at backpacker begrebet er blevet udvidet. Nu ved jeg godt at jeg generalisere rigtigt meget, men i 60’erne, 70,erne og til en vis grad også i 80’erne så drog man ge ud på en “dannelserejse” en gang i livet og det var det. Imens mange af dem der drog ud i sidst i 80’erne og 90’erne tog afsted med rygsækken, bliver ved med at rejse ud. Igen og igen. Her er det ikke en dannelserejse, men en livsrejse. Selv kender jeg mange der tager afsted efter at de har fået børn for at vise dem verdenen, for at vise børnene de steder de oplevde, for at opdrage dem i backpacker ånden.

  2. Kenneth Karl Nielsen
    Anette Rolnæs 7 år siden

    Ja, der er sket meget siden Eik Skaløe fandt en anden verden end den jordiske i den indiske by Ferozepore. Eik Skaløe var en dansk hippie og singer-songwriter (det var der ikke noget, der hed dengang) der begik selvmord under en længere individuel rundrejse i Indien og nærmeste nabolag. Eik Skaløe blev 25 år.

    H.C. Andersen var 25 år, da han begav sig ud på sin første rejse, og vedblev med at rejse til han var 68. Andersen rejste i høj grad for at lære. Han var en skarp iagttager og befandt sig godt mellem fremmede, han lagde nøje planer for sine rejser og var omhyggelig med at sikre sig at rejsens økonomiske grundlag var i orden.

    Jeg var selv backpacker, da jeg var i 20’erne. Vi rejste langt, billigt og længe og krydsede gerne grænser til fods i afsides egne, hvor man i mands minde ikke havde set blegansigter som vores.

    Bragte vores rejsestil os tættere på de lokale? Nogle gange – andre gange ikke. Nogle gange på ‘den forkerte måde’, som da en flok mænd slog tæt kreds om os for at se mig fortære et fiskehoved, og jeg følte mig som et dyr i en zoo.

    De bedste oplevelser fik vi, når vi blev det samme sted længe nok til at blive en del af gadebilledet.

    Nu om dage rejser jeg oftest med kuffert, og jeg vender ikke hver eneste mønt for at rejse så billigt som muligt. Det forhindrer mig ikke i at tale med de lokale. Tværtimod oplever jeg det som nemmere at mødes i gensidig respekt, når jeg vedkender mig min rolle som relativt velbeslået turist. At bidrage til lokaløkonomien er også en del af den rejsendes berettigelse, uanset om vi kalder os backpackere eller ej.

  3. Kenneth Karl Nielsen
    Stine 6 år siden

    Et rigtig godt debatemne!
    Mit gæt er, at “luksusbackpackerne” bliver flere og flere, og det bliver derfor mere usædvanligt at have været helt tæt på de lokale. Til gengæld bliver det dermed mere prestigefyldt at rejse på primitive vilkår og virkelig opleve, hvordan de lokale lever. Jeg oplever indimellem “omvendt snobberi” ift. det at rejse, hvor der ses ned på det at besøge de store turistdestinationer/-attraktioner. Jeg tror, det vigtigste er at gøre klart med sig selv, hvilken type rejse man ønsker, og så holde sig selv op på at følge den drøm, uanset hvordan den ser ud. Eventyr kan antage mange former!

  4. Kenneth Karl Nielsen
    David Sylvest 6 år siden

    jeg er 27 år og backpacker, så jeg har desværre ikke noget indblik i fortiden backpackere. Med det sagt vil jeg betrakte mig selv som en “Klassiske Backpackere” udfra dette indlæg. Jeg er lige kommet fra 3 måneder i Iran hvor jeg blev en del af en vennegruppe og boede hos de lokale som en af dem og deltog på lige vilkår. Jeg blaffede rundt til diverse steder og befandt mig selv i små landsbyer hvor jeg blev inviteret ind af familier osv.

    Min pointe er “vi” findes stadig også i yngre version! 😉

Efterlad et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*

KONTAKT OS

Vi er her ikke lige. Men du kan sende os en email og vi skriver tilbage til dig inden for 2 arbejdsdage.

Sender

© 1999 Backpacker Planet – mødestedet for rygsæksrejsende.

Log ind med brugernavn & kodeord

eller    

Glemt dine oplysninger?

Create Account