En tur til Nepal bør indbefatte en trekkingtur i Himalaya. Denne artikel giver en række gode råd om trekkingtyper, udstyr/oppakning samt ansvarlig trekking.

Trekking i Nepal
Den største attraktion i Nepal er naturligvis de høje bjerge. Nepal har 8 af verdens 10 højeste bjerge. Og det er noget helt andet at stå under bjergene end at se dem fra et fly eller på afstand. Men der er langt fra den eneste grund til at trekke i Nepal. Man møder flere forskellige folk tibetanere, sherpaer m.fl., der har hver deres specielle kultur. Også er naturen i bjergene fantastisk med grønne dale, blomstrende rhododendroner, bjerge opdyrket med risterasser og meget andet.

Hvor skal jeg trekke?
Der findes korte og lange treks i Nepal. Der findes krævende treks og mindre krævende treks. Der findes treks med fokus på kultur, og der findes treks med fokus på natur. Fælles for dem alle er, at de giver dig store og anderledes trekkingoplevelser. Tænk selv over hvad du er til, og hvilken form at du er i – og træf dit valg bagefter. Jeg har skrevet en artikel med nogle af de mest populære trekkingruter i Nepal, som du kan læse ved at klikke her.

Hvornår skal jeg trekke ?
De to bedste tidspunkter til trekking i Nepal er marts-maj og oktober-december. Begge perioder har deres fordele og ulemper, om foråret er der flere skyer og dårligere udsigt til bjergene, men til gengæld et der masser af blomster i flor. Om efteråret regner det sjældent og der er ofte en kanonudsigt til Himalayas tinder. Desværre ligger den danske sommerferie juni-juli midt i den nepalesiske regntid, til gengæld møder man ikke mange andre trekkere.

Skal jeg være i god fysisk form ?
Man behøver ikke at være et superatlet for at kunne trekke i Himalaya, men man bør være i almindelig god fysisk form. Dyrker man sport i Danmark, kan man sagtens tage af sted. Jeg vil dog anbefale, at man tager et par gåture med rygsækken inden.

Skal jeg være bange for højdesyge ?
Kommer jeg over det høje Thorung La pas? Kommer jeg helt op på Mt. Everest basecamp ? Højdesyge er enhver trekkers frygt og det er helt begrundet. Højdesyge kan i værste tilfælde være dødeligt, men følger man nogle grundlæggende retningslinjer er der ingen fare. Læs Netdoktors artikel om højdesyge for mere information.

Trekking i Nepal

TREKKINGTYPER

Organiseret trek
Få et bureau til at klare forberedelserne for dig, kan bookes både fra Danmark og i Nepal. Ulempen ved denne type treks er, at man bliver en del af en gruppe og skal følge et bestemt tempo. Er man en gruppe, som man ved går i samme tempo, kan man evt. bruge denne trekkingform med fordel. Overnatning vil typisk ske i telte, men kan også ske i tehuse. Visse områder er kun åbne for organiserede trekkinggrupper, og skal man derud er det er organiseret trek. Organiserede treks er dyrere end hvis du selv arrangerer dit trek.

Selvstændig trekking i Nepal
Her planlægger du et hele selv. Du skaffer selv udstyr og trekkingpermits, planlægger selv din rute og finder selv vej m.m. Selvstændige treks kan fint bruges i tehusområder uden den helt store planlægning, men skal man uden for disse områder kræver det virkelig god planlægning. Den store fordel ved at trekke på denne måde, er man selv bestemmer tempoet og måden.

Tehustreks
Tehuse er små hoteller rundt omkring på trekkingruterne. Tehuse er ikke noget nyt i Nepal. Nepaleserne har altid vandret gennem bjergene, og brugt de små hoteller til overnatning. De små tehuse findes stadig på de mindre trekkede ruter, men på ruter som Everest Basecamp og Annapournaruterne er de mange steder blevet til egentlige hoteller.

Mad og drikke på trekket
Rejser du uden for tehusområder skal man selv medbringe al maden og bør planlægge dette nøje. I tehusområderne veksler madudbuddet fra frit valg mellem nudelsuppe og Dal Bhat til et valg mellem tunpizza og æbletærte. Husk at alt vand skal koges eller renses inden du drikker det. Du kan rense vandet med med jodtabletter, der giver en lille bismag man hurtigt vender sig til.

Bærere og guide
Hvis man selv kan bære sin rygsæk, er det efter min mening den bedste trekkingform. Men ønsker man lidt aflastning, kan det være udmærket og hyre en bærer. Skal man til afsides områder, kan/bør/skal man hyre en guide. En guide kan også være god at have med i mere populære områder til at fortælle om de forskellige områder. Sørg for at hyre bærere gennem et anerkendt bureau.

UDSTYR / OPPAKNING

Pak let – meget let
Når du trekker, og hvis du ikke har bærere med, så skal du bære al din bagage din egen ryg hver eneste dag. Og da du typisk vandrer 5-8 timer om dagen, så sørg for at pakke mindst muligt.

Sørg for at medbringe flere lag tøj, og gerne noget varmt tøj. Det bliver koldt i bjergene om natten. Lad være med at tage alt for meget tøj med. To tre sæt tøj er passende, du kan alligevel ikke tage nyt tøj med til hver dag. Læg tøjet i vandtætte poser, så det ikke bliver gennemblødt.

Husk en lommelygte eller endnu bedre en pandelampe, diarretabletter, vabelplaster og almindeligt plaster – og husk så kontanter. Visakortet er normalt ikke gangbart i bjergene.

Husk den rigtige rygsæk og din bedste pakning

Lad være med at tage din store rygsæk med på turen. Lad den stå på hotellet og gå i stedet afsted med en mindre rygsæk. Mange steder vil du få brug for en sovepose – køb eventuelt en i Kathmandu.

Læs også: Nepal Trekking Packing List – Trekking Gear List for Nepal

Læs også: Vælg den rigtige sovepose til rejsen

Gode vandrestøvler og gode sokker
Det siger sig selv, at dine fødder er vigtigst, når du skal 5-10 timer om dagen flere dage i træk. Køb støvlerne eller vandreskoene i god tid, så du kan nå at gå dem til, inden du starter på trekket.

ANSVARLIG TREKKING

Selvom bjergene i Himalaya kan se fantastisk stabile ud, er klimaet faktisk ret skrøbeligt. Derfor er det vigtigt, at du overholder visse regler og påbud, når du trekker i Nepal.

* Smid ikke affald i naturen – Heller ikke toiletpapir
* Slå lejr på anlagte pladser.
* Brug petroleum i stedet for brænde, og hav rigeligt med petroleum.
* Undgå hoteller, der tænder op med brænde
* Undgå brusebade, der er baseret på brænde
* Brug miljøvenlig sæbe, og vask tøjet i en balje væk fra vandløbet
* Lad være med at plukke, købe blomster og planter
* Klæd dig så du ikke støder nepalesiske traditioner
* Giv ikke penge m.m. til børn, det opfordrer dem til at tigge yderligere
* Spørg om tilladelse inden du tager billeder
* Giv ikke medicin (Ex. Hovedpinepiller) til lokale
* Betal en fair pris for de ydelser i får – 10 rupees betyder ikke noget for dig
* Spis mange sammen, og gerne det samme. Det kræver mindre brændsel.

0 Kommentarer

Efterlad et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*

© 1999-2021 Backpacker Planet – mødestedet for backpackere.

Log ind med brugernavn & kodeord

eller    

Glemt dine oplysninger?

Create Account